Nyhed

Aalborg Kommunes svar vedr. jagt på kommunens skov-/naturarealer

Rådmand Jan Nymark Rose Thaysen har besvaret DN Aalborgs henvendelse vedr. jagt på kommunens skov- og naturarealer.

Først opsummerer rådmanden begrundelsen for at jagten skal udlejes: Det er en politisk beslutning, og der er i den forbindelse vedtaget et indtægtskrav på 250.000 kr. i 2023 og 500.000 kr. i 2024.
DN Aalborg havde stillet en række spørgsmål til de betingelser der blev stillet eller netop ikke blev stillet til jagten. Disse spørgsmål besvares.

9.10.2023

Svar til Danmarks Naturfredningsforening vedr. jagt på kommunens skov- og naturarealer

Til Anna-Lise Fruelund, Forperson DN – Aalborg

I Budgetforlig 2023-2026 er det politisk besluttet, at der skal udlejes egnede kommunale arealer til jagt. Jagt på kommunale arealer har tidligere været forbeholdt arealer i det tidligere Hals Kommune, men nu ønskes lige muligheder over hele kommunen. Der er i den forbindelse vedtaget et indtægtskrav på 250.000 kr. i 2023 og 500.000 kr. i 2024.

Jagten udbydes i form af et begrænset udbud til jagtforeninger i Aalborg Kommune for udvalgte arealer og som offentligt udbud, hvor alle interesserede kan byde på andre arealer. Begrænset udbud til jagtforeninger som et rekreativt tilbud i Aalborg Kommune forventes at give flere jægere mulighed for at udøve deres fritidsinteresse, end der vil være ved offentligt udbud. Ved fremme af fritidsinteresser varetages et sagligt kommunalt hensyn, hvorfor leje under markedslejen vil være muligt. Der vil blive stillet krav til jagtforeningerne om, at der varetages et oplysende og undervisningsformål med inddragelse af skoletjenesten mm, som også er et sagligt formål, der kan begrunde leje under markedspris.

I forhold til spørgsmål vedr. borgernes tryghed, vildtets sundhed, bidskader, jagtens afholdelse ved afholdelse af jagt i Danmark reguleres de forhold af en lang række lovgivninger, som kan læses på Retsinfo. Den enkelte jæger er altid forpligtiget til at overholde gældende lovgivning som blandt andet jagt og vildtforvaltningsloven, våbenlovgivning, lovgivning vedr. veterinære sygdommere etc. Danmarks jægerforbund har forsøgt at lave en lovgivningsdatabase vedr. jagt, som kan læses på https://www.jaegerforbundet.dk/jagt/regler-og-sikkerhed/jagtlovgivning/
Jagt i offentlige skove foregår i dag hos Naturstyrelsen og i mange kommuner rundt om i landet, og i en god balance mellem interessenterne.

Er det kommunens opgave at støtte oplæring af nyjægere og inspirere de erfarne jægere til “en god og helhedsorienteret bestandsforvaltning”?

Svar: Nej, men i kontrakterne vil der blive stillet krav til jagtforeningerne om, at der varetages et oplysende og undervisningsformål med inddragelse af skoletjenesten mm, som også er et sagligt formål, der kan begrunde leje under markedspris. At undgå vildtskader.

DN spørger, om der er konkrete eksempler på vildtskader forårsaget af vildt fra kommunale arealer, som ikke kan løses med en indsats fra kommunens vidende medarbejdere?

Svar: Jagten udbydes ikke pga. bidskader og reguleringshensyn, men oprindeligt ud fra et politisk ønske om formidling af ”jord til bord” princippet gennem vores skoletjeneste, ligesom vi har etableret bede i Aalborg by med frugttræer og urter.

At regulere bestandenes sammensætning. Med de forholdsvis små arealer, der udbydes, synes det svært at afgrænse, hvilke bestande, der kun er på de offentlige arealer. Man kunne jo ligefrem tænke, at når der ikke er jagt på de kommunale arealer, bliver jagten på de tilstødende private områder bedre? Er disse begrundelser nok til at sælge jagtretten på offentlige arealer?

Svar: I Budgetforlig 2023-2026 er det politisk besluttet, at der skal udlejes egnede kommunale arealer til jagt. Jagtloven sætter en minimumsgrænse for arealer til udlejning på 5 ha.

Jagtens afholdelse

DN finder, at der i kontrakterne skal indføjes, at der kun må drives jagt fra solopgang til solnedgang. Skud på offentlige arealer, når der er totalt mørkt, bør ikke finde sted. Trækjagt på kystarealer bør fjernes fra kontrakterne.

Svar: Jagt er som tidligere nævnt reguleret af flere forskellige love, som blandt andet sikrer, at jagt gennemføres forsvarligt og indenfor fastsatte tidspunkter, der generelt er i døgnets lyse timer.

Vedr. konkrete arealer:

Kronborgskoven, Egholm: DN vil anbefale, at arealet nord for vejen Egholm tages ud af kontrakten. Jagt er forbudt på søterritoriet, der ligger udenfor. Det gør, at der ofte er mange rastende andefugle. Det er også her på det lave vand, der raster mange lysbugede knortegæs, ofte helt tæt på land. Det er en art, som bør forstyrres minimalt. Når Aalborg Kommune bruger begrebet ”Bukkejagt” er det så jagt på Råbukken i perioden 16.5-15.7. eller er det også jagt på Råbukke i Rådyrets normale jagttid 1.10-31.1? Dette er ikke præciseret i mange af kontrakterne.

Svar: Vedr. jagtens afholdes henvises til gældende lovgivning. Vedr. spørgsmålet om bukkejagt på Egholm, ændres teksten til ”Forårsbukkejagt”, som er i perioden 16/5-15/7.

Bouet: Der er ikke lagt begrænsninger ind i forhold til antal jagtdage i Bouet. Så derfor må der siddes på trækjagt og drives anden jagt hver eneste dag i alle de lovlige timer i hele jagtsæsonen. Det er jo uden betydning, at ande-, due-og gravjagt tæller som en jagtdag, da der ikke er begrænsninger på jagtdage. I  området er der offentlige shelters.

Svar: Korrekt forstået, jagtdagene er ikke begrænset.

Furdal, Dall Hede: Der er ingen max antal jagtdage. Må alt jagtbart vildt jages? Der er mange af kontrakterne, der kun nævner kvote på Rådyr og der nævnes, at der ikke må skydes Kron-, Då-, eller Sikavildt. Men hvad med andet jagtbart vildt? Må man f.eks. i Furdal, Dall Hede gå på jagt efter skovsnepper hver eneste dag fra 1.10 – 31.1.?

Svar: Lokale forhold samt DNs spørgsmål tages til efterretning, og jagten er begrænset til råvildt.

Hasseris enge : Der er noget modsigende i dette lejemål. Der står, at der ikke må afholdes fællesjagter, men samtidig står der, at ande-, due- og gravjagt tæller som en jagtdag (fællesjagt). Kan der være 20 jagtlejere, der bruger arealet på forskellige dage og kun to deltagere pr. dag? DN vil gerne have præciseret, at der ikke må drives trækjagt på vandfugle. Arealet har shelter helt tæt ved vandet, hvor en eventuel trækjagt vil foregå.

Svar: Teksten tilrettes således, at afsnittet ”Ande-, due- og gravjagt tæller som 1 jagtdag (fællesjagt) uanset antal deltagere” udgår. Derudover begrænses antallet af enkeltmandsjagter til 10 enkeltmandsjagter i efteråret.

Hasseris Skoven:  Er Jagtsæsonen 16.5 - 31.1 og 1.10 – 31.1.?

Pürchjagt/bukkejagt er ikke begrænset, gælder det kun i perioden 16.5.-15.7 eller er det også muligt i perioden 1.10 – 31.1.?

Da pürchjagt/bukkejagt ikke tæller med som enkeltmandsjagt og ikke er begrænset, må Rådyr jages alle dage i sæsonen?

Svar: Bukkejagt begrænses til forårsbukkejagt.

 

Venlig hilsen

Jan Nymark Rose Thaysen

Rådmand By og Land